Du skal ikke græde over spildt mælk... Men hvad med spildt vand?

Updated: Jan 12


71% af jorden er dækket af vand, vi har altså rigeligt af det, så hvorfor går alle så højt op i at spare sådan på det? Hvad er problemet egentlig? Jo, problemet er at ud af de 71%, er 97% saltvand, og er derfor ikke egnet som drikkevand eller lignende. Altså er kun 3% ferskvand, og ud af dem er kun 0.5% tilgængeligt som drikkevand. De resterende 2,5% er låst som iskapper, gletsjere, i jorden, under jordens overflade eller er så forurenet at det ikke kan bruges.

Det er tankevækkende, hvor lidt vand der faktisk er egnet til vores forbrug og samtidig tilgængeligt, og at denne mængde altså ikke er en uendelig ressource. Mængden vi har er konstant, men grundet øget industri og befolkningsvækst, er der brug for mere og mere vand. Selvom vand i sidste ende vender tilbage til jorden gennem vandcyklussen, så er det ikke altid samme sted, i samme kvalitet eller mængde. Vandmangel og tørke kan i yderste konsekvens føre til formindsket fødevareforsyning, sundhedsrisici og politiske konflikter. Derudover er vandsparende adfærd med til at mindske den energi der kræves for at levering vand til forbrugeren, hvilket så reducerer forurening, brændsel og CO2. Desuden sørger vandbesparelse også for at der er vand nok til andre formål, såsom, brandvæsen, hospitaler, rengøring af gader og stræder, restauranter og fitnesscentre, der bruger store mængder vand for at løbe rundt, og som alle er aspekter af hverdagen de fleste af os sætter stor pris på. Der er altså meget at vinde på at spare på vandet, ikke bare på økonomisk på vandregningen, men generelt! Heldigvis er det slet ikke så svært at spare på vandet, og her kommer et par eksempler 😊.


Tjek dit toilet

Toilettet bruger RIGTIG meget vand! Så hvis du har et gammelt toilet, ville det godt kunne betale sig at skaffe dig et nyt, der bruger mindre vand per skyl. Et nyere toilet bruger typisk 3-6 liter vand, kontra et gammelt der bruger ca. 12 liter pr skyl. Derudover kan du spare en masse vand ved simpelthen kun at bruge toilettet, til at gå på toilettet på, altså lad være med at skylle snotpapir, papir med døde edderkopper og lignende ud, og hvis du gerne vil smide det i toilettet, så vent med at skylle det ud.

Og så er det godt lige at tjekke om toilettet løber, det kan gøres ved at sætte et tørt stykke papir bagerst i kummen, hvis det bliver vådt, løber toilettet. Selv hvis det løber så lidt at det ikke kan ses, kan det spilde omkring 100m3 vand om året, altså svarende til ca. 7000 kr. For at undgå et løbende toilet skal det løbende kalkes af.


Tjek din vandmåler

Både toiletter og vandhaner kan sagtens løbe, uden at det kan ses med det blotte øje, vandmåleren lyver til gengæld aldrig! Så gør det til en vane lige at tjekke vandmåleren en gang i mellem, f.eks. i forbindelse med rengøring, på den måde kan du tidligt fange vandspild, så er det bare om at finde synderen.


Sluk vandet

Det lyder måske lidt trivielt, men vi spilder absurd meget vand ved at ladet det løbe når vi ikke bruger det. Så sluk vandet mens du børster tænder, barberer dig, sæber dig ind i badet, eller laver andre gøremål der ikke kræver rindende vand.

Det hjælper også at bruge en skål når du renser dine grøntsager i stedet for under rindende vand, vandet kan du derefter bruge til at vande dine planter.


Undgå madspild

Det lyder måske spøjst at blande madspild ind i en post om vandspild, men der går store mængder vand til fødevareproduktion. Det kræver f.eks. 196 liter vand at producere bare et enkelt æg, 3025 liter at producere 1 kg oliven og 1 kg bananer kræver 790 liter vand. Så at mindske madspild, mindsker altså også vandspild.

En anden måde at mindske mængden af vand (og CO2) er at købe frugt og grønt efter sæson og lokalt.


Hav altid vand i køleskabet

Her snakker vi ikke købte plastikflasker fra supermarkedet, men en kande med vand fra hanen, stående i køleskabet. Tænk på hvor meget vand du spilder på at lade vandet løbe for at få det koldt, inden du fylder dit glas. Et minuts løbende vand svarer til ca. 6 liter, på en hel dag kommer hanen nemt til at løbe mere end et minut for at fylde glas.


Brug regnvand i haven

Haven regulerer sig selv med vand det meste af året, men selvfølgelig kommer der tidspunkter hvor der er behov for at vande, og på en varm sommer kan der gå rigtig meget vand til. En måde at spare denne vandudgift er ved at anskaffe dig en regntønde. Planterne i haven har ikke brug for at blive vandet med vores behandlede drikkevand, så hvorfor ikke bruge de ressourcer der er til rådighed fra naturens side. Det er både godt for pengepungen og miljøet. Du kan også gå ind på vores app, hvor du finder udfordringen 'brug regnvand i haven' så kan du oven i købet tjene point som du kan bruge i pointshoppen!

Nu hvor vi alligevel er ved vanding af haver, så er et andet godt tip til besparelse af vand at vande på det rigtige tidspunkt. Det allerbedste tidspunkt at vande er tidlig morgen, men egentlig er det vigtigste at du vander på de kølige tidspunkter af dagen, altså tidlig morgen eller sen aften, så undgår du at vandet fordamper inden det kommer ned til rødderne. Sørg for kun at vande når der er behov for det, og prøv om du kan vande, så vandet kommer direkte til rødderne.


Damp dine grøntsager

Du bruger betydeligt mindre vand ved dampning end ved kogning. Hvis du foretrækker kogte grøntsager, så overvej eventuelt at bruge vandet som grøntsagsfond til supper eller lignende, du kan også lade det køle ned og bruge det til at vande stueplanterne.


Brug maskiner

Teknologien i dag er efterhånden kommet så langt at en, vel at mærke fyldt, opvaskemaskine bruger mindre vand, end hvad du ville bruge ved at vaske i hånden. At fylde en vaskemaskine helt, i stedet for klatvask, sparer også en del vand (og strøm). At vaske bilen i vaskehallen i stedet for derhjemme, er også bedre både for miljø og vandforbrug. Du skal altså ikke være bange for at bruge dine maskiner, de er faktisk i størstedelen af tilfældene meget bedre, end hvad du kan gøre i hånden. Inde i appen ligger udfordringerne 'vask din bil i vaskehallen' så der er altså også point at hente!

Har du fået blod på tanden så tag udfordring 'spar på vandet' i appen, det er ganske simpelt, du skal bare prøve at mindske dit vandforbrug, så sparer du vand, penge OG tjener point, du kan bruge inde i vores pointshop 😍 Du finder link til at hente appen nederst på siden 📱 Og hvis du har andre gode råd, vi ikke har med her, så del dem endelig med os på de sociale medier #goimpactdk 💧





Recent Posts

See All